tirsdag, 18. marts 2025

Khattab: Jeg følte, at jeg vandt

Abdul Khattab (15-2-1, 4 KO) lagde særdeles flot fra land i aftenens kamp mod Ronny Mittag (30-2-2, 15 KO). Fra midten kom tyskeren dog bedre med, og set fra skærmen virkede uafgjort som et fair resultat.
Den 24-årige dansker føler dog, at han vandt opgøret.
“Jeg følte, at jeg vandt de første seks omgange, og at jeg skulle have haft sejren,” siger Abdul Khattab ifølge en pressemeddelelse.
Han ved dog, at det ikke er noget dårligt resultat, han har leveret.
“Uafgjort på udebane er ikke noget dårligt resultat. Jeg føler, at jeg er en bedre bokser end Mittag, men jeg skal lære en masse af denne kamp, så der ikke bliver nogen tvivl om resultatet næste gang,” siger Abdul Khattab, som med sig i ringhjørnet havde Mikkel Kessler, der også var godt tilfreds med sin elev. 
“Jeg er meget tilfreds med den måde, Abdul boksede på. Han lavede nogle flotte kombinationer, og alt i alt var det et skridt fremad for Abdul,” siger Mikkel Kessler, der også hælder til, at sejren burde være havnet i det danske hjørne.
“Det er svært at score en kamp, når man er i ringhjørnet, men jeg føler, at Abdul vandt.”
Foto: Sebastian Heger.

Seneste historier