Et comeback til Mikkel Kessler (46-3, 35 KO) har mildest talt ladet vente på sig, og meget tyder på, at Kessler-fans kommer til at vente endnu længere. Den tidligere WBA- og WBC-verdensmester er i hvert fald ikke tæt på at kunne annoncere tid og sted for sin comeback-kamp.
“Vi er langt fra. Det er slet ikke på tale endnu. Jeg skal først i gang. Jeg har slet ikke rørt en boksehandske, vægt eller løbetur i syv uger. Så jeg starter ikke fra nul igen, men jeg starter ret forfra. Jeg skal også lige have motivationen med mig igen,” siger Mikkel Kessler til TV 2 Sporten.
Kessler er blevet sat tilbage på grund af borrelia som følge af et bid fra en skovflåt. En episode, der stadig kan mærkes hos den 38-årige dansker.
“Jeg træner meget stille og roligt. Jeg laver ikke så meget. Jeg skal lige i gang, og jeg føler mig stadigvæk træt. Vi skal lige være sikre på, der ikke er nogle mén, så jeg føler mig stille og roligt frem,” siger Mikkel Kessler.
Kessler har ikke bokset siden maj 2013, hvor han tabte VM-kampen i London mod Carl Froch på point.
Foto: Wende.