Kampen mellem Micki Nielsen (23-1, 14 KO) og Johnny Mueller (20-8-2, 14 KO) fra juni 2016 bør have ændret sit oprindelige resultat, som var en dansk pointsejr efter 10 omgange. Det mener i hvert fald den sydafrikanske bokser, som mener, at en ændring af resultatet vil være logisk oven på Micki Nielsens positive dopingtest.
“Jeg vil ønske at møde ham igen og straffe ham for at have brugt steroider. Han havde en unfair fordel, og jeg mistede meget økonomisk,” siger Johnny Mueller til det sydafrikanske medie Soweto.
Efter kampen blev Micki Nielsen testet positiv af de sydafrikanske myndigheder og har efterfølgende fået karantæne i fire år. Denne karantæne gælder dog udelukkende i Sydafrika, da Dansk Professionel Bokseforbund ikke anerkender proceduren i forbindelse med testen. Derfor kan Micki Nielsen gå i ringen igen på fredag, hvor han i Schwerin møder Taras Oleksiyenko (8-3, 7 KO).
Peter Ngatane, som repræsenterer det sydafrikanske bokseforbund, siger, at forbundet inden længe vil træffe en beslutning i sagen.