Mahdi Jallaw (0-1) vender næste lørdag tilbage til bokseringen, når han ved stævnet i Ringkøbing møder serbiske Nemanja Jasenovski (0-2).
Jallaw debuterede i juni sidste år, hvor han endte med et forsmædeligt pointnederlag mod Artem Ayvazidi. Nu skal han begynde helt forfra, hvilket valget af modstander bærer præg af. Nemanja Jasenovski blev for en måned siden slået ud i 1. omgang af Oliver Møllenberg i dennes debutkamp, og man kan derfor med en vis rette stille spørgsmålstegn ved, om han er tilstrækkeligt kompetent.
“Mit team og jeg har trænet hårdt op til den her kamp, og studeret modstanderen nøje. Men når det kommer til stykket, vil jeg bare ind og bokse, og vise hvad jeg kan,” siger Mahdi Jallaw ifølge en pressemeddelelse.
Promotor Peder Forsman er klar over, at det er en meget blød modstander, der er blevet udpeget. Men det er helt bevidst.
“Mahdi skal ind i ringen i Ringkøbing, og have en god oplevelse, efter hans for hårde matchning i hans debut i Tyskland. Jeg har lovet ham at vi starter helt forfra, og det løfte agter jeg at holde. Vi har med et ungt stortalent at gøre, som skal føres stille og roligt frem,” siger Peder Forsman.
Foto: Team Sauerland.