Når der på lørdag er bokselandskamp mellem Danmark og Sverige, bliver det uden den kommende professionelle Jacob Bank på det danske hold. Han er ganske enkelt blevet sat af holdet, fordi han har besluttet at satse på en professionel karriere.
“Forklaringen er, at Jacob Bank har valgt at blive professionel, og vi har aldrig benyttet professionelle på vort amatørlandshold. Det kan kun blive aktuelt, såfremt der ligger en aftale mellem promotoren, bokseren og DABU, og det gør der ikke. Jeg læse i avisen, at Jacob Bank var blevet professionel, og dermed er han ude af mine hænder,” siger landstræner Thomas Kyø til Vejle Amts Folkeblad.
Jacob Bank bliver i landskampen erstattet af Nikki Møller Nielsen.
Lørdagens landskamp finder sted i Vejle. Stævnet begynder klokken 17 med fem forkampe, hvorefter selve landskampen begynder klokken 19. Stævnet kan streames via DR’s hjemmeside.