Jacob Bank (3-0) sikrede sig sin hidtil bedste sejr som professionel, da han over seks omgange besejrede serbiske Novak Radulovic (12-6-1). Serberen leverede i sin seneste kamp en stor overraskelse ved på udebane i Tyskland at slå en ubesejret modstander, så Bank var forberedt på en ikke ueffen modstander.
Præcis som i sin seneste kamp kom Novak Radulovic ganske forsigtigt og afventende ud til opgøret. Med enkelte undtagelser holdt han sig forholdsvis passiv og lod danskeren give bolden op. Det var ikke den rette taktik, for Bank boksede med fint overblik fra distancen og scorede således godt med point.
Bank viste gode prøver på en kontrolleret offensiv. Mod en modstander som Radulovic kunne det være fristende at fare i hovedet på ham, men den fejl begik Jacob Bank ikke.
I 4. omgang fik det som om, at Radulovic for alvor var kommet på hælene. Jacob Bank fik ham fanget i et ringhjørne og langs tovene, og især højren fik han flere gange placeret mellem serberens parader.
Trætheden begyndte i de sidste omgange at snige sig ind hos serberen, der måtte tage imod flere hårde træffere. Banks timing var god, og når han ramte den helt rette afstand, var der serbiske øretæver i luften.
I kampens sidste omgang var Radulovic igen ganske hårdt presset, men Det lykkedes ikke for Jacob Bank at få gjort kampen færdig før tid, og han måtte derfor “nøjes” med en stor og klar pointsejr. Den lød på 60-54 hos alle tre dommere.