tirsdag, 8. juli 2025

Ikke så galt som frygtet: Ingen blødning til Fornling

Sven Fornling (15-2) kan ånde mere eller mindre lettet op. Efter lørdagens nederlag til tyske Dominic Boesel (30-1) blev svenskeren indlagt på sygehuset, og de første meldinger lød på, at 30-årige Fornling havde fået en blødning i hjernen. Så galt viste det sig dog, at det ikke var gået.
“Testene har givet forskellige resultater. For det meste til det bedre. Det værste ville være, hvis der skulle være noget rigtigt galt som en hjerneblødning, og det er der ikke,” fortæller Christoffer Cederblad, der er manager for Sven Fornling, ifølge Sydvenskan.
Fornling mistede med nederlaget chancen for at vinde WBA’s interim-titel. En titel, der kunne have banet vejen til en endnu større kamp til en endnu større betaling. Dagen derpå er han mest af alt skuffet.
“Han er trist og sådan. Men han synes også, det er rart, at skaden ikke er så alvorlig, som man troede fra begyndelsen,” siger Christoffer Cederblad.

Seneste historier