søndag, 16. juni 2024

Granat er tilbage på vindersporet

Adrian Granat (15-1, 14 KO) er tilbage på vindersporet. Fredag aften var den svenske sværvægter i ringen i Hamburg i Tyskland, hvor han stoppede georgiske Irakli Gvenetadze (9-6, 8 KO) i 4. omgang.
Det var dog ikke uden vanskeligheder for den 26-årige svensker. Gvenetadze, som tidligere på året voldte Pierre Madsen en del bøvl, er en ganske god teknisk bokser, men præcis som det var tilfældet i Danmark, viste han sig at have rygrad som en regnorm, når trætheden begyndte at melde sig.
I de første tre omgange havde Granat store udfordringer med at finde ud af højrefodsbokseren Gvenetadze. Svenskeren virkede tung og langsom, og det var som om, han ikke rigtigt turde angribe, da han ofte blev straffet af effektive kontrastød fra georgieren. Efter tre omgange syntes Gvenetadze at være foran på point, men det ændrede sig i 4. omgang, hvor Granat sendte ham i brædderne med en højre til kæben.
Georgieren kom op, men hans hjørne valgte at afbryde kampen – til stor utilfredshed for blandt andet stævnets promotor, Erol Ceylan, der – med rette – mente, at georgieren burde have kæmpet noget mere for sejren.
Samme tynde indstilling havde han, da han i sommer mødte Pierre Madsen i Århus. Også her voldte georgieren den lokale hjemmebanehelt store problemer, men i 4. omgang, da trætheden begyndte at melde sig, fik han en af den slags skader i armen, som georgiske boksere har for vane at få, når de bliver trætte.
Med sejren står Adrian Granat foran en EU-titelkamp mod landsmanden Otto Wallin (18-0, 12 KO). En kamp, som Team Sauerland formentlig vil placere i Sverige. Hvis Granat skal vinde den kamp, skal han dog hæve niveauet i forhold til fredagens opgør.
Foto: Wende,

Seneste historier