mandag, 17. februar 2025

Georgisk modstander til Mahfoud

Sarah Mahfoud (4-0, 1 KO) kommer den 5. januar på sin hidtil sværeste opgave, når hun ved Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne tørner sammen med georgiske Nana Chakvashvili (4-1, 3 KO).
“Jeg træner hårdt, som jeg plejer. Formen er god. Vægten er der også styr på. Så jeg glæder mig bare rigtigt meget til at komme op i ringen igen og bokse min anden 6-omganges kamp,” siger Sarah Mahfoud ifølge en pressemeddelelse.
Den 28-årige dansker har vundet sine seneste tre kampe på point, og i sin seneste kamp gik hun for første gang seks omgange. Sådan kan det meget vel komme til at gå igen, og distancen ser Mahfoud ikke som noget problem.
“Det var fedt nok at gå seks omgange sidst og mærke, at det ikke er noget problem for mig. Jeg vil gerne ind og give noget mere denne gang og komme et skridt tættere på, men jeg skal heller ikke blive frustreret, hvis det ikke lykkes med det samme. Jeg skal hele tiden holde fast i det, som jeg kan, og bokse på mine præmisser,” lyder det fra den ubesejrede fjervægter.
Sarah Mahfoud lægger ikke skjul på, at en titelkamp er målet for 2018.

Seneste historier