tirsdag, 8. juli 2025

Frederik Hede vandt på omdiskuteret diskvalifikation

Frederik Hede Jensen (5-1) måtte tage de nedre regioner i brug, inden han havde besejret Ruben Garcia (5-8-2) på en noget omdiskuteret diskvalifikation. Danskeren blev flere gange ramt for dybt, og det endte derfor med, at spanieren til sin store utilfredshed blev diskvalificeret.
Ekkoet fra gonggongen var ikke engang gået ud, før Frederik Hede var ganske tæt på at ryge i brædderne. Garcia sendte et vildt sving afsted, og det ramte danskeren direkte på tuden. Hede virkede rystet, men kom videre. Det lykkedes dog aldrig for alvor danskeren at få fat i 1. omgang, og mod slutningen af omgangen blev han igen truffet af den ikke uefne spanier.
I 2. omgang kom Frederik Hede Jensen bedre med, men der skulle ske besynderlige ting, før det for alvor begyndte at lugte positivt set med danske briller. Garcia ramte flere gange Hede for dybt, og da en dyb – for dyb – serie sendte ham i gulvet, fik spanieren i stedet fratrukket et point.
Da 2. omgang blev ringet af, valgte Garcia st slå efter gonggongen, hvilket kostede endnu et strafpoint.
Tidligt i 3. omgang blev Hede igen ramt for dybt, og det kostede igen et strafpoint og diskvalifikation af Ruben Garcia – til spanierens meget store utilfredshed.
Du kan læse mere om Frederik Hede Jensens karriere og baggrund på hjemmesiden www.frederikhede.dk.

Seneste historier