Det var en overrasket DPBF-formand Jesper D. Jensen, som for nylig blev gjort bekendt med indholdet af en artikel, som torsdag bliver bragt i Ekstra Bladet. Her fortæller avisen, at landets nyeste boksepromotor, Peder Forsman, har en dunkel fortid. I 2005 blev Peder Forsman i Højesteret idømt syv års fængsel for voldtægt af otte kvinder.
“Jeg kendte intet til Peder Forsmans fortid, da vi først gav ham manager- og siden promotorlicens. Jeg er dybt rystet over de oplysninger og tager på det skarpeste afstand fra det, han er dømt for. Men jeg må understrege, at jeg på intet tidspunkt har set nogen faresignaler i forhold til Peder Forsman. Han har overholdt alle aftaler, vi og bokserne har indgået med ham,” siger Jesper D. Jensen til Ekstra Bladet.
Ifølge DPBF’s regler skal en promotor være uberygtet, og det vil derfor være en logisk konsekvens, hvis forbundet beslutter at inddrage 42-årige Peder Forsmans promotorlicens.
“Vi vil naturligvis drøfte sagen på vores møde tirsdag. Hvilke konsekvenser sagen får, skal bestyrelsen beslutte,” siger Jesper D. Jensen.
Forsman har/havde et stævne på tegnebrættet den 25. maj i Århus, hvor Patrick Nielsen efter planen skulle i ringen. Det bliver efter alt at dømme droppet.
“Jeg går på ingen måde ind for det, han har gjort. Det tager jeg stor afstand fra. Men han har afsonet sin tid og fortjener en ny chance som så mange andre. Jeg kender ham jo kun for de gode ting, så det var ikke fedt at få at vide. Det er selvfølgelig pissesørgeligt, og jeg har ondt af de piger,” lyder det fra Patrick Nielsen.