Svenske Sven Fornling (12-1, 6 KO) er ikke i tvivl om, hvem der kommer til at gå sejrrigt ud af det skandinaviske opgør mellem ham og Jeppe Morell (8-1, 3 KO) den 5. januar i Frederiksberg Hallerne.
Fornling sætter sin IBF Baltic-titel på spil mod danskeren, og han er ikke i tvivl om, at han kommer til at tage bæltet med hjem over Øresund til Malmø.
“Min største styrke som bokser er uden tvivl min viljestyrke. Det er min vilje, der gør, at jeg giver den en ekstra skalle til træning. Det giver mig fysikken til at kunne nedbryde mine modstandere. Det reflekterer hele min boksestil. Min vilje er umulig at nedbryde i ringen. Jeg er stærk i infight, og jeg er god på fødderne og til at bevæge mig rundt i ringen. Jeg har et godt jab og er en dygtig bokser, men jeg har også et stort kamphjerte og elsker de hårde kampe,” siger Sven Fornling ifølge en pressemeddelelse.
Svenskeren, som på fredag fylder 29 år, har bokset hovedkampen af sine kampe hjemme i Sverige. Det bekymrer ham dog ikke, at han i sin kommende kamp skal en tur på udebane.
“Det er ikke et problem for mig. For mig er det omvendt. Det giver mig ekstra styrke at bokse på udebane. Jeg er ligeglad med, om publikum buh’er af mig. Da jeg boksede om den svenske titel mod Naim Terbunja, blev han bakket op af en stor gruppe fans, fordi det nærmest foregik på hans hjemmebane. Men den slags giver mig blot ekstra styrke,” siger Sven Fornling, som med bopæl i Malmø faktisk har kortere vej fra sit hjem til arenaen på Frederiksberg end Jeppe Morell, som er bosiddende i Århus.