Selvom man på lørdag ikke har mulighed for at være til stede ved det kombinerede amatør- og professionelle stævne i Græsted, kan der sagtens være mulighed for at se Oliver Møllenberg (2-0) i aktion, når han bokser stævnets eneste profkamp mod Kristian Bejko (2-2). Stævnet kan for den nette sum af 2 euro, som svarer til cirka 15 kroner, købes på hjemmesiden www.qppv.io.
18-årige Møllenberg, der har vundet sine hidtidige to profkampe, melder sig klar til kamp.
“Jeg tog en fysisk test med Thomas Macon for halvanden uge siden og jeg er i topform,” siger Oliver Møllenberg ifølge en pressemeddelelse.
Hans modstander, Kristian Bejko, har bokset to kampe i hjemlandet Albanien samt to kampe i Italien. Det er på udebane, at han har lidt sine nederlag.
“Vi følger hinanden på Instagram og jeg har holdt lidt øje med ham. Han ser ud til at være ligeså forberedt som jeg, og virker til at være en seriøs sportsmand. Jeg forventer at det bliver en hård kamp,” lyder det fra Oliver Møllenberg.