Enock Poulsen (6-0, 2 KO) skal den 5. januar ud i karrierens første titelkamp, når han møder mexicanske Guadalupe Acosta (12-2, 8 KO) i en kamp om IBF youth-titlen.
Enock Poulsen har i sine seks hidtidige kampe som professionel virket meget overbevisende, og han ligner umiddelbart Danish Fight Night-staldens bedste bud på en kommende topbokser. Nu ser han frem til mødet med den 24-årige mexicaner, der bliver beskrevet som en aggressiv bokser.
“Stilmæssigt passer det mig fint med en aggressiv og offensiv modstander, fordi jeg er dygtig som kontrabokser. Når han kommer af sig selv, kan jeg slå kontra, og det passer mig perfekt,” siger Enock Poulsen ifølge en pressemeddelelse.
Stævnet bliver toppet af opgøret mellem Lolenga Mock (41-14-1, 13 KO) og Dmitri Chudinov (20-1-2, 13 KO), og derudover får stævnet fire titelkampe. Jonas Madsen (11-0, 4 KO) og Andreas Lynggaard (5-0, 1 KO) mødes i den rent danske opgør om Madsens IBF youth-titel, og desuden får Ditlev Rossing (7-0, 4 KO) og Jeppe Morell (8-1, 3 KO) mulighed for at vinde mindre titler.