Det var en glad Enock Poulsen (11-0), der kunne gøre status efter titelkampen lørdag aften, hvor han erobrede EU-titlen i letweltervægt. Polske Michal Syrowatka (20-3) var udset til at være en meget hård modstander, men danskeren viste sig at være i en helt anden klasse. Det var også, hvad Enock Poulsen nåede frem til, da han genså opgøret på skærmen.
“Jeg så lige kampen igen i går. Jeg udboksede ham fuldstændig. Jeg har trænet godt op til kampen og haft gode forberedelser, så det er helt sikkert det, der gjorde forskellen,” siger Enock Poulsen til Ekstra Bladet.
Som indehaver af EU-titlen er Enock Poulsen pr. definition inde i billedet til en EM-kamp. I første omgang vil han dog sætte sig ned sammen med Mogens Palle og snakke sig frem til, hvad næste skridt skal være.
“Jeg tager det stille og roligt. Men det er det, jeg har trænet for. Det handler om at møde de bedste. Det er en del af udviklingen,” siger Enock Poulsen.