lørdag, 27. juli 2024

Enock: Det bliver min hidtil bedste modstander

“Det er de her kampe, som jeg bokser for. Kommer jeg i god form, så skal jeg nok tage det bælte.”
Sådan lyder det ifølge Århus Stiftstidende fra Enock Poulsen (10-0) om udsigten til en titelkamp om EU-bæltet i letweltervægt. Her har EBU udpeget franskmanden Yazid Amghar (22-0) som den anden part i opgøret om den ledige titel. Det er et opgær, som den ubesejrede dansker vil se frem til.
“Det er en af de bedste modstandere, som jeg har haft, men jeg gider ikke blive pakket ind. Jeg kan godt lide at komme ud og få de her store kampe. Prøve mig selv af. Han ligger nummer 12 i Europa lige nu og er ubesejret. Det er en stor mulighed og jeg håber vi kan komme til at bokse i Danmark,” siger Enock Poulsen til Århus Stiftstidende.
Enock Poulsen boksede senest for to måneder siden, hvor han stoppede Berman Sanchez i 4. omgang. Hvornår Mogens Palle holder sit næste stævne, ligger endnu ikke fast.
Parterne har frem til 4. april til at blive enige om tid og sted for titelkampen. Bliver de ikke enige, vil kampen blive sendt til purseoffer.

Seneste historier