For de, der ikke havde nogle personlige sympatier i klemme, må det have været mega fedt at se lørdagens opgør mellem Dennis Ceylan (19-3-2) og Jesus Sanchez (10-1). To boksere, der fra første gonggong tilsyneladende var enige om at gemme hovedet væk under armen og ellers bare slås som vanvittige, indtil der kun er én, der står op. Kan man som tilskuer ønske sig mere?
Ja. Man kan ønske sig, at den rigtige bokser vinder. Det gjorde Dennis Ceylan som bekendt ikke, og det var – den store underholdningsværdi til trods – en smule bedrøvende at være vidne til opgøret mellem de to. Hånden på hjertet, så er Jesus Sanchez ikke nogen specielt god bokser. Han er under alle omstændigheder flere niveauer under Ryan Walsh, som Ceylan efter en meget kompetent og kontrolleret indsats besejrede, da han for to et halvt år siden vandt EM-titlen. En type som Sanchez burde Ceylan let kunne udbokse, men af en eller anden uforklarlig årsag gik Ceylan med på det vilde slagsmål.
Det viste sig at være en dum idé. For selvom danskeren i de første fire omgange havde været bedst til at slås, viste det sig ikke kun at være overblikket og de tekniske færdigheder, der havde lidt et alvorligt knæk de seneste par år. Heller ikke kæben er tilsyneladende noget at skrive hjem om, og selvom Ceylan efter gulvturen i 5. omgang fik kæmpet sig på benene, var han ikke i nærheden af at kunne fortsætte.
Dennis Ceylan tog straks konsekvensen og meddelte, at boksekarrieren er slut. Umiddelbart et logisk valg. Når man ikke bare én, men to gange bliver slået ud af en middelmådig bokser som Jesus Sanchez, er man langt fra det niveau, der kræves for at kunne vinde en EM-titel – og vi gider ærligt talt ikke se Ceylan som ende som et ringvrag, der rejser rundt og bliver slået i gulvet af håbefulde opkomlinge. Som tidligere EBU-mester vil han sikkert kunne tjene pæne penge som journeyman, men det klæder ærligt talt ikke Ceylan at ligge ned.
Ceylan var en klassebokser, og det var ærgerligt, at det ikke blev til flere succesfulde EM-titelforsvar, som talentet ellers berettigede til. Men som situationen ser ud nu, virker et karrierestop uundgåeligt.
Tak for oplevelserne.
Meng er for fed!
Mens det er farvel til Dennis Ceylan, er det goddag til Oliver Meng (5-0). Hans kamp fredag aften mod Maono Ally (9-4-1) i Nykøbing Falster var fed på den fede måde. Meng viste, at han meget vel kan være fremtidens navn i dansk profboksning. Hans defensiv skal forbedres, for han er til tider for åben, hvad to velplacerede hooks fra Ally i 1. omgang beviste. Men offensivt har vi ikke set en så talentfuld dansker siden Mikkel Kessler.
Det er faktisk lige før, Oliver Meng var så overbevisende, at det kan ende med at blive et problem. Når man så overbevisende maltrakterer en forholdsvis god modstander som Maono Ally, kommer kravet naturligt til at lyde på bedre modstandere i en fart. Men Oliver Meng er altså kun 19 år, og han er selvsagt nødt til at udvikle sig i det rette tempo for ham. I tilfældet Kessler viste Mogens Palle, at han var i besiddelse af den helt rigtige tålmodighed og mængde is i maven, og godt for det, for mange boksere har knækket halsen på at blive ført for hurtigt frem.
Enock Poulsen (10-0) er også fed. Ikke på den overvægtige måde, men han er en fremragende bokser, der ser ud til at have værktøjerne til at nå den europæiske top. Berman Sanchez (28-8-3) var ikke nogen modstander i verdensklasse, og Poulsen håndterede ham da også helt som forventet. Poulsen er lynhurtig på både hænder og fødder, og den manglende slagkraft, som nogle påpeger gør sig gældende hos Enock, bliver opvejet af, at han med sit overblik er i stand til at slå meget præcist.
Drop nu den snak…
Noget, der ærligt talt ikke er specielt fedt, er den tilsyneladende evige snak om et danskeropgør mellem Dina Thorslund (13-0) og Sarah Mahfoud (8-0). En kamp mellem de to boksere er på nuværende tidspunkt ikke aktuel, og at Nisse Sauerland indledte ugen med at sende et såkaldt fantastisk tilbud til Mahfoud og Palle, er ikke andet end en gang presselir.
Hverken Palle eller Sauerland vil sende sin bokser til modpartens stævne og dermed lade konkurrenten score pay-per-view-indtægterne. Det kunne løses ved en co-promotion, hvor promotorerne arrangerer stævnet i fællesskab, og det synes omtrent lige så sandsynligt som en begavet kronik fra Sørine Godtfredsen.
Sarah Mahfoud sikrede sig med pointsejren over Bokiwe Nonina (14-4-1) retten til en kamp om IBF’s interim-titel – den midlertidige VM-titel, mens den siddende mester, Jennifer Han, er ude grundet graviditet – og det er forhåbentlig og formentlig en kamp om den titel, Mahfoud og Palle vil gå efter.
Da Mahfoud har færøske rødder, vil det være oplagt med et stævne på Færøerne. Her har der aldrig tidligere været professionel boksning, og da færingene aldrig har været vant til at have verdensmestre i ret meget andet end ørredfangst på tid, vil de formentlig gå helt bananas over et stævne med den lokale Mahfoud øverst på plakaten.
Imens kan Dina Thorslund vende blikket mod den anden side af kloden. Lørdag besejrede hun Alesia Graf (29-8) helt som forventet, og hun har nu en officiel udfordrer i form af April Adams (11-1-1) at bekymre sig om. Hun er en bokser, der ifølge Thorslunds eget team er endnu ringere end Alesia Graf, men som officiel udfordrer er hun umulig at komme uden om, hvis Thorslund vil beholde VM-titlen.
Sidste skud i bøssen
Med sejren over Oliver Flodin (4-1) fik Abdul Khattab (16-2-1) forhåbentlig nyt liv i karrieren, mens Flodin formentlig har bevæget sig ud på noget vand, der er endnu dybere end det Øresund, han måtte krydse for at komme hjem. Svenskeren var i kampens indledende omgange alt for forsigtig, og selvom han i kampens anden halvdel kom bedre med – sådan går det jo som regel i Abdul Khattabs kampe – var det ikke nok.
Indsatsen var heller ikke nok for Lolenga Mock (42-16-1), der måtte sig pointbesejret af argentinske Mateo Damian Veron (28-21-3) i en kamp, hvor man med god grund kan spørge sig selv, hvor matchmakeren har haft hovedet henne, da han pegede på Veron som modstander. Meget godt kan siges om Lolenga Mock, men at kalde ham hurtig som et lyn vil være lidt af en stramning. De modstandere, som Mogens Palle i løbet af de seneste par år har fundet til Mock, har for en stor dels vedkommende været relativt stationære boksere, som Mock ikke behøvede fare rundt og lede efter.
Helt modsat var Mateo Damian Veron, som var meget bevægelig og hurtig på både hænder og fødder. Når Mock kom busende frem i sit vanlige adstadige tempo, nåede argentineren at aflevere et par hurtige jabs og et hook – og vupti, så var han væk. Så kunne Mock ellers vende sig rundt og fortsætte jagten i en ny retning. Han manglede faktisk bare et spyd, så havde seancen formentlig mindet en del om, da han som teenager angiveligt nedlagde en leopard i den congolesiske jungle.
Hvad karrieren nu bringer for den snart 47-årige Lolenga Mock – hvis den da ikke er slut – er et endog meget åbent spørgsmål.
Op og ned på undercardene
Undercardene på de to stævner i Nykøbing Falster og Struer bød på de forventede danske sejre. Allan Mahfoud (3-0) og John Dickson (6-1) leverede en fremragende kamp i en god matchning af danskeren. Det er ikke mange boksere, der i deres tredje kamp møder en tidligere spansk amatørmester, som er ubesejret som professionel. Det er også en del af forklaringen på, at Mahfoud har måttet tage imod flere lussinger end sædvanligt for en nyprof med tre kampe. Alle Allan Mahfouds tre profkampe har været fede, men han er nok nødt til at lære at passe bedre på sig selv, hvis han vil blive gammel i professionel boksning.
Haris Dzindo (9-0) og Kem Ljungquist (7-0) vandt begge for lette sejre. De to boksere har vidt forskellige forudsætninger i forhold til kampe i fremtiden, men en ting har de til fælles: De skal snart møde nogle bedre modstandere. Begge bokser fint og nydeligt, men da ingen af dem endnu har mødt en modstander med puls, er det meget vanskeligt at få et billede af, hvor langt de kan nå.
Og så lige en swing-bout, tak!
Lørdag var det nødvendigt at sidde klar i Energi Park Struer allerede klokken 16.45 for at få alle kampe med. Efter de to første kampe – med Haris Dzindo og hollandske Alicia Holzken – blev publikum for første gang budt på en pause, og undervejs i løbet af aftenen var der hele tre gange indlagt pauser på 25 minutter. Den første skyldtes vist de tekniske udfordringer, som tv-seerne stiftede bekendtskab med undervejs i Mikkel Nielsens kamp mod Angel Emilov, mens hurtige knockout-sejre til Kem Ljungquist og Albon Pervizaj blev angivet som årsager til de to sidste pauser.
Nårh ja – hurtige knockouts kan man vel ikke gardere sig imod…?
Jo, det kan man. Ved at kigge på matchningerne kunne ingen blive overraskede over, at de to kampe sluttede hurtigt. I udlandet har man ofte en såkaldt swing-bout på programmet. Det er en kamp, der ikke er fastsat til noget bestemt tidspunkt, men kan blive skubbet ind, når der er plads – eksempelvis efter en hurtig knockout. Det er ikke den fedeste position at have som bokser, men det må man altså finde sig i, når man er nederst i hierarkiet. Det havde sikret en bedre afvikling af stævnet, og publikum havde ikke behøvet stille vækkeuret for at nå frem til hallen tide.
Foto: KGZ Fougstedt.