fredag, 11. oktober 2024

Dzindo vandt uden reel kamp

Haris Dzindo (9-0) åbnede lørdagens Nordic Fight Night i Struer med en fin præstation, men med en besynderlig afslutning, da georgiske Giorgi Gogebashvili (13-11-3) ikke havde den store lyst til kamp og endte med at blive diskvalificeret.
Udmærkede kombinationer med et solidt venstre jab fulgt op med højre kryds sikrede Dzindo 1. omgang, og da danskeren med de bosniske rødder i 2. omgang skruede op for tempoet, var klasseforskellen ganske tydelig.
Haris Dzindo afleverede et solidt jab, og hans venstre hooks til både hoved og krop virkede tunge. Gogebashvili syntes også hurtigt, at det hele blev en smule hedt, for han havde meget travlt med at falde, så han på den måde kunne få en smule fred.
Georgieren virkede i det hele taget ikke synderligt interesseret i kamp, og da han mod slutningen af 2. omgang var gledet for hundredesyttende gang, havde kamplederen set nok. Han diskvalificerede Giorgi Gogebashvili – og det virkede georgieren ærligt talt ikke ked af.
En fin præstation af Haris Dzindo, som viste, at han altså ikke er uden evner. Men han har behov for at blive testet mod bedre modstandere.
Foto: KGZ Fougstedt.

Seneste historier