tirsdag, 22. oktober 2024

DPBF: Patrick Nielsen er færdig

Patrick Nielsen (30-3) kommer ikke til at bokse som professionel på dansk grund igen. Så klar og direkte lyder beskeden fra DPBF-formand Jesper D. Jensen, efter det er kommet frem, at Patrick Nielsen er blevet optaget i rockerklubben Satudarah.
“Jeg vil ikke bande, men jeg tager kraftigt afstand fra hans valg. Det er hans valg. Men han har så valgt, at hans fremtid ikke er professionel boksning i Danmark i hvert fald,” siger Jesper D. Jensen til B.T.
At Patrick Nielsen på nuværende tidspunkt ikke er i besiddelse af en licens til at bokse, skal man ikke tage så tungt. En sådan licens gælder i et år af gangen, og derfor vil bokseren først søge om licensen, når en kamp er i kalenderen. Men Patrick Nielsen behøver tilsyneladende ikke gøre sig den ulejlighed at søge om licensen igen.
“Når han ikke har licens, kan han selvfølgelig ikke bokse. Det næste spørgsmål er så: ‘Hvad så, hvis han søger licens?’ Jamen, så vil vi bruge paragraf 5, hvor der står, at hvis man bringer boksningen i miskredit, og det har han jo gjort, så er der ingen licens,” siger Jesper D. Jensen.

Seneste historier