Dina Thorslund kan nu kalde sig WBO-verdensmester i to vægtklasser. Fredagens VM-kamp i bantamvægt mod mexicanske Jasseth Noriega (27-5-2) endte med en overbevisende sejr, og dermed sidder Thorslund på VM-bælterne i både bantamvægt og superbantamvægt.
Kampen blev ikke så vild og blodig som forudset. Dertil var mexicaneren knap så aggressiv, som man kunne have forventet, og Dina Thorslund holdt sig klogeligt fra at gemme hovedet under armen og kaste sig ud i et af de vilde slagsmål, som hun ellers elsker. Det viste sig på bundlinjen at være klogt, for Thorslund boksede en kontrolleret og sikker pointsejr hjem.
Opgøret blev indledt noget mere forsigtigt, end man kunne have forestillet sig ved at nærstudere de to boksere. Mexicaneren er en infighter, og da Thorslund aldrig går af vejen for et rask slagsmål, kunne det sagtens have udviklet sig til et rodet slåskamp.
Dina Thorslund formåede dog at lægge lidt bånd på det hele og tage det med ro i begyndelsen. Hun udnyttede i de indledende omgange sin lange rækkevidde fint og kom ind med adskillige både dybe og høje træffere. Først i 3. omgang røg de to kvinder rigtigt i totterne på hinanden, men det store slagsmål udeblev, og Thorslund fortsatte med at bokse klogt fra distancen.
Det var helt tydeligt godt for Thorslund at holde sig på afstand og bokse mere forsigtigt. I infight var hun såmænd heller ikke ringere end Noriega, og det kom til udtryk i 5. omgang, hvor mexicaneren måtte en tur i gulvet.
Selvom Dina Thorslund ramte med en højre til kæben og sendte mexicaneren ned, var gulvturen hjulpet godt på vej af, at Noriega var ude af balance, og hun virkede ikke for alvor rystet. Selvom hun let kom op, fjernede det dig ikke indtrykket af danskerens bedste omgang.
I den efterfølgende omgang var Thorslund ikke så aktiv med sin venstre, og det lykkedes derfor mexicaneren at komme tættere på danskeren. Boksemæssigt kom hun dog aldrig tæt på, for det store drama udeblev, og Thorslund boksede stille og roligt pointene hjem.
Noriega forsøgte i de sidste omgange med en mere offensiv stil, men det var en halvhjertet offensiv, som Thorslund ikke havde de store udfordringer med at undvige.
Sejren blev med cifrene 99-90 hos alle tre dommere, og det var der egentlig ikke det store at sige til.