Juleaften falder lidt sent – og så endda over to dage. Ok, det er en halvgammel kliché, men for danske boksefans er den kommende weekend noget, der minder om en kæmpe fest. To stævner med sammenlagt 13 danskere i aktion – heraf de fire i titelkampe – er ikke ligefrem hverdagskost. Det bliver en herlig weekend.
Festen bliver gonget i gang fredag aften i Nykøbing Falster, hvor den lokale helt Oliver Meng (4-0) er øverst på plakaten mod Maono Ally (8-3-1) fra Tanzania i en kamp om IBF youth-titlen. Her skal den 19-årige Meng nok få hænderne fulde, for uanset om man kigger på den altid taknemmelige statistik eller på de relativt få klip med Maono Ally, der ligger på internettet, giver det billedet af, at Oliver Meng står over for sin vanskeligste modstander til dato.
Maono Ally overraskede stort, da han for knap et år siden stoppede den hidtil ubesejrede Luka Pupek i en mindre WBC-titelkamp i mellemvægt. En god bevægelighed og et par hurtige næver banede vejen for det højre hook, som sendte kroaten ned og reelt afgjorde den kamp. Det bliver en modstander på et helt andet niveau end de fire, Oliver Meng hidtil har mødt. Heldigvis er Oliver Meng ikke sådan en, der sløser med forberedelserne, for hvis det var tilfældet, kunne Maono Ally sagtens ende som en ubehagelig overraskelse.
Mahfoud skal kigge opad
Sarah Mahfoud (7-0) skal efter den flotte sejr i november over Stephanie Ducastel til at kigge opad – faktisk i mere end én forstand. Hendes modstander, Bukiwe Nonina (13-3-1), har nemlig en højdefordel, selvom den ikke ser ud til at være på de 10 centimeter, som meldingerne lød på. En fordel har hun dog, og dermed synes den fysiske fordel, som danskeren kunne formodes at have, fordi Nonina rykker to vægtklasser op, at være udlignet.
Desværre flyder internettet ikke over med klip fra Bukiwe Noninas hidtidige kampe, men rekordlistens mest bemærkelsesværdige resultat er sejren i marts 2017 over tyske Alesia Graf, der som bekendt skal i ringen i Struer et døgn senere for at møde Dina Thorslund. Bukiwe Nonina bliver beskrevet som en teknisk god bokser, der udnytter sin højde og sine lange arme til at holde sig på afstand og bokse kontraboksning. Det bliver en udfordring for Sarah Mahfoud at komme forbi de lange arme, for dermed kan hun ikke bokse på samme måde som i sin seneste kamp mod Stephanie Ducastel, hvor det var danskeren, der kunne lukrere på afstandsboksning.
En sejr vil for alvor bringe Sarah Mahfoud i en position, hvor der skal tales om store kampe. Da BoxRec.com den seneste tid har haft travlt med at ændre på de algoritmer, der udregner computerranglisterne, er Sarah Mahfoud nu placeret som nr. 12, mens Bukiwe Nonina er nummer 6 i verden. De nye algoritmer belønner i højere grad end tidligere de meget aktive boksere, mens de boksere, der fører sig frem på at vælte en nærmest uendelig stribe af lig, ikke får ret mange point ud af anstrengelserne.
Der er dog også en større kamp på spil for Sarah Mahfoud. Den regerende IBF-vedensmester, Jennifer Han, er ukampdygtig på grund af graviditet, og IBF har derfor stillet Sarah Mahfoud og Bukiwe Nonina i udsigt, at vinderen af deres kamp kan blive den ene part i en kamp om IBF interim-titlen.
Blanding med amatørerne
Blot fem professionelle kampe på programmet syner ikke af alverden, men til gengæld er der gensyn med de gode, gammeldags pro-am-stævner. Stævner med både amatører og professionelle på programmet har længe været ønsket, og det sker denne gang, hvor det blandt amatørerne især er værd at holde et øje på den 17 år gamle og 119 kilo tunge Mathias Hansen, som Mogens Palle allerede har stillet en professionel kontrakt i udsigt.
Der skal desuden nok komme smæk for skillingen, når Allan Mahfoud (2-0) byder den hidtil ubesejrede spanier John Dickson (6-0) op til kamp. Spanieren har vundet alle sine seks kampe på point, så umiddelbart ligner han ikke en fyr, der har vanvittigt meget power. Ueffen er han dog ikke, hvilket et spansk amatørmesterskab i 2016 vidner om. At dømme ud fra de – desværre sparsomme – klip med ham, som internettet byder på, ligner han imidlertid en bokser, der matchet med Allan Mahfoud kan give en regulær krig. Dickson ligner en offensiv sluggertype, der ofte skifter benstilling. Han søger kampen og er klar på en krig. Det skal han nok få mod Allan Mahfoud.
Enock Poulsen (9-0) møder i Berman Sanchez (28-7-3) en bokser, der næppe er helt så stærk som hans seneste to modstandere. Ham forventer vi, at Enock Poulsen klasker – og forudser, at den lidt blødere matchning kan skyldes, at Mogens Palle pønser på i løbet af foråret at hive en modstander er langt mere alvorlig karakter op for at teste det danske stortalent.
Også Ditlev Rossing (10-0) forventer vi en overbevisende sejr til. Rossing skulle oprindeligt have mødt en ubesejret spanier, men efter et sent afbud bliver det i stedet georgiske Zura Makereshvili (17-22), som kommer til Falster. En ret lille cruiservægter, som Rossing bør kunne besejre overbevisende.
Med den situation, som Ditlev Rossing for tiden står i, hvor et meget nært familiemedlem er død for ganske få dage siden, er det selvsagt fornuftigt, at han ikke bliver matchet hårdt. Zura Makereshvili er desuden en bokser, der, selvom han ofte taber, for det meste går tiden ud, og da Rossings to seneste kampe er endt med tidlige knockout-sejre, er det sikkert ikke nogen skade til, hvis han kan få lov til at gå alle de planlagte omgange.
Det er kvalitet frem for kvantitet i Nykøbing Falster, hvor både Meng, Poulsen og 2 x Mahfoud er matchet på en måde, så der nok skal komme lækre kampe ud af det.
Det er muligt at se stævnet live via Ekstra Bladets hjemmeside. Det kræver blot et abonnement på EB+, og det fås til omtrent samme pris som en fadøl i hallen.
Hovedkamp som det sekundære
Et døgn senere er hele herligheden rykket 365 kilometer og knap fire timer mod nordvest, hvor Team Sauerland inviterer til Nordic Fight Night. Formelt er det Dina Thorslund (12-0), som er øverst på plakaten, når hun sætter sin WBO-titel i superbantamvægt på spil mod tyske Alesia Graf (29-7), men set med sportslige briller forholder det sig ganske anderledes.
Da Dina Thorslunds tilstedeværelse har været nødvendig for at få Struer Kommune til at bakke stævnet økonomisk op, bliver der set gennem fingre med, at hun så sent som onsdag var til afluttende eksamen på sin uddannelse til fysioterapeut. Det har selvsagt krævet noget forberedelse, der har taget fokus fra boksningen, og derfor er det næppe en mere end 80 procent skarp Dina Thorslund, der går i ringen til sit VM-forsvar. Det kan virke temmelig satset – på grænsen af det seriøse – at en bokser overhovedet går i ringen under sådanne omstændigheder, men da stævnet næppe havde fundet sted uden hende, kan man sige, at Dina Thorslund ”tager en for holdet”.
Af samme grund er hendes modstander, Alicia Graf (29-7), ikke skræmmende. Det er 14 måneder siden, hun senest var i ringen, og ved den lejlighed fik hun en ordentlig endefuld af mexicanske Mariana Juarez. Efter en rolig 1. omgang, hvor tyskeren var udmærket med og ramte med et par kontrastød, blev forestillingen ensrettet, og Graf havde fået en omgang ordentlige klø, da hun i 6. omgang opgav at fortsætte.
Graf boksede afventende, og hvis hun benytter samme taktik i Struer, kommer hun til at få endnu flere klø – også selvom Dina Thorslund ikke er 100 procent oppe i gear.
Ceylan og Khattab i de relle hovedkampe
Tager man de sportslige briller på, er hovedkampen EU-titelopgøret mellem Dennis Ceylan (19-2-2) og Jesus Sanchez (9-1). En kamp, hvis spændingsmoment naturligvis kun er blevet større af, at spanieren for 10 måneder siden chokerede og knockoutbesejrede Ceylan i den selvsamme arena i Struer. Her nåede Jesus Sanchez i 1. omgang at løbe det meste af en marathon på flugt fra den teknisk langt bedre dansker, inden han i 2. omgang var heldig og ramme med et lucky punch, der afgjorde opgøret.
Om Dennis Ceylan er på samme høje niveau, som da han i 2016 vandt EBU-titlen, er uklart. Men under alle omstændigheder bør hans tekniske færdigheder være tilstrækkelige til at udbokse Jesus Sanchez og vinde klart.
En dansk sejr er også pinende nødvendig. Hvis Ceylan igen taber, er vi nødt til at snakke om, hvorvidt karrieren lakker mod enden. Hvis han vinder, slår han sig tilbage til toppen af EBU-ranglisten og vil dermed kunne komme ind i billedet til en ny EM-kamp.
Spændende opgave for Khattab
Det er også nødvendigt med en sejr for Abdul Khattab (15-2-1), der, selvom han bokser hjemme i Danmark, formentlig er på udebane mod svenske Oliver Flodin (4-0). Årsagen er, at svenskeren, i modsætning til Khattab, er på fast kontrakt hos Sauerland. Den tyske promotors engagement i Sverige er dog om muligt endnu mere aftagende end i Danmark. En stribe talentfulde boksere er forsvundet, og efterhånden er det kun Anthony Yigit og Oliver Flodin, der har sat blå-gult blæk på en Sauerland-kontrakt. Derfor er det ikke til at vide sig helt sikker på, hvor vigtig tyskerne betragter Flodin.
Svenskeren var en god amatør, men i sine hidtidige fire profkampe har han ikke imponeret. Han har kun en enkelt gang været ude i seks omgange, og nu skal han forberede sig på otte omgange, som Abdul Khattab til gengæld har prøvet flere gange. Danskeren vil formentlig være den teknisk dygtigste af de to boksere, mens svenskeren er fysisk stærkere.
Abdul Khattab har tidligere vist problemer med lange distancer, men meldingerne fra træningslokalerne er meget positive. Khattab er i den seneste tid blevet trænet af Mikkel Kessler, hvilket han selv har udtalt sig meget positivt omkring. Hvordan det hænger sammen med, at Mikkel Kessler de seneste uger har befundet sig på en strand i Thailand, melder historien til gengæld ikke noget om.
Dette ligner aftenens mest spændende kamp, hvor der er oprigtig spænding om udfaldet.
Vi forventer danske sejre
Derudover byder undercardet på fem kampe med dansk deltagelse. Lolenga Mock (42-15-1) skal tilbage på sejrsspor mod argentinske Mateo Damian Veron (27-21-3), mens Kem Ljungquist (6-0) med kort varsel har fået ny modstander i ungarske Boldizsar Balazs Czagler (2-0). En modstander, som vi, trods to KO-sejre i to kampe, ikke er specielt nervøse for, at Kem Ljungquist skal komme i seriøse problemer mod.
Mikkel Nielsen (6-0) og Adam Bashanov (2-2) møder begge bulgarske journeymen, som de formentlig pointbesejrer, og særligt i Mikkel Nielsens tilfælde vil referatet nok blive skrevet på forhånd. Mikkel Nielsen får efter planen et aktivt forår, så det er helt forståeligt, at han skal have en nogenlunde overkommelig opgave. Men så ville det klæde stævnet, hvis matchmakeren fandt en modstander, han kunne slå på røven. Angel Emilov (9-24) bliver så godt som aldrig stoppet, så vi sætter en fadøl på højkant på, at kampen går seks omgange uden de helt store højdepunkter, og at Mikkel Nielsen vinder 60-54 hos alle tre dommere.
Også Haris Dzindo (8-0) skal i ringen, og det samme skal tyske Albon Pervizaj (11-0) og hollandske Alicia Holzken (1-0). Det er dog ingen af de to sidstnævntes fortjeneste, at hallen i Struer formentlig bliver fyldt.
Nordic Fight Night fra Struer kan følges på TV 3 Max fra klokken 18 og på 3+ fra klokken 21.