lørdag, 27. juli 2024

Danish Fight Night 21. april er udsat

Der bliver alligevel ikke noget Danish Fight Night den 21. april i Nykøbing Falster. På grund af en række praktiske udfordringer er det blevet nødvendigt at udsætte stævnet. Det skyldes blandt andet, at der fra de afrikanske modstandere er indløbet en del afbud, og det har givet udfordringer i forhold til at få de nødvendige visa’er på plads.
“Det er et stævne, som jeg har arbejdet intenst på i over to måneder, hvor jeg blandt andet havde glædet mig til at præsentere de to lokale matadorer, Andreas Lynggaard som udfordrer i den ene af de to titelkampe, og 18-årige Oliver Meng, som Danmarks største talent, men ingen kan kæmpe mod skader og myndigheder, som har strammet utroligt op med hensyn til udstedelsen af visa,” siger Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.
Der vil stadig være Danish Fight Night den 27. april i Frederiksborg Centret.
“Vi kører videre med et udvidet program i Frederiksborg Centret i Hillerød på Store Bededag fredag den 27. april, hvor der så kommer flere kampe på programmet udover Sarah Mahfouds hovedkamp, og så søger vi at gennemføre stævnet i Nykøbing Falster i nærmeste fremtid,” siger Mogens Palle.

Seneste historier