lørdag, 19. april 2025

Chudinov og Mendy tørner sammen ved DFN

En sportsligt spændende international kamp kommer til at supplere de seks kampe med danske deltagere, når Mogens Palle næste lørdag inviterer til boksning i Frederiksberg Hallerne. Russiske Dmitrii Chudinov (21-3-2) skulle efter planen have mødt danske Jeppe Morell (9-2). Da denne meldte fra, blev Patrick Nielsen (29-3) tilbudt at bokse revanche mod russeren, men det ender i stedet med at blive engelske Patrick Mendy (17-13-3), som skal i ringen mod Chudinov.
“Det er naturligvis ærgerligt, at Patrick Nielsen ikke griber chancen for en karrierefremmende revanchekamp på hjemmebane, når der har været meldinger om, at han er i rigtig god form i øjeblikket. Han har jo ikke ligefrem fået tilbudt mange af den slags vigtige nøglekampe på hjemmebane de seneste år. Men publikum skal ikke snydes for at se Dmitrii Chudinov i aktion mod Patrick Mendy i en interessant og jævnbyrdig matchning,” siger Mogens Palle ifølge en pressemeddelelse.
Årsagen til afbuddet fra Jeppe Morell var, at den planlagte sparringspartner, som netop var Patrick Mendy, ikke kunne nå frem til Århus som aftalt, og Morell følte derfor ikke, at han kunne være optimalt forberedt.
Chudinov og Mendy mødtes i sommeren 2013 i London, hvor de boksede uafgjort efter otte omgange. Siden blev Chudinov interim-mester, mens Patrick Mendy udviklede sig til en af sportens virkelig gode journeymen, der er væsentligt bedre, end hans rekordliste antyder.
Chudinov og Mendy har begge mødt både Patrick Nielsen og Lolenga Mock. Sidstnævnte har besejret dem begge, mens Patrick Nielsen som bekendt tabte til Chudinov, mens også han besejrede Patrick Mendy.

Seneste historier