Dennis Ceylan (18-1-2, 8 KO) er tilbage i træningslokalet, efter han i sidste måned led karrierens første nederlag. Det skete i Leeds i England, hvor Josh Warrington (26-0, 6 KO) stoppede danskeren i 10. omgang.
Det er dog ikke ensbetydende med, at karrieren er slut, og i løbet af et par måneder forventer Ceylan at vende tilbage til ringen.
“Det bliver formentlig i januar eller februar, at jeg skal i kamp igen. Der er ikke fundet en kamp endnu, og jeg ved ikke, om det bliver i Danmark eller udlandet. Jeg er også ligeglad med, hvor jeg skal bokse, bare jeg skal bokse igen. Jeg vil vise, hvad jeg kan,” siger Dennis Ceylan til Jyllands-Posten.
Danskeren smed tidligere på året sin EM-titel for at satse på en VM-kamp. Han tabte dog eliminator-kampen, og derfor er der nu lang vej tilbage. Ceylan slår dog fast, at det ikke var forberedelserne, som var årsagen til, at han ikke formåede at besejre Warrington.
“Mine forberedelser til kampen var perfekte. Der var intet at komme efter dér. Jeg trænede hårdere end nogensinde, jeg var mere dedikeret, og jeg spiste ekstremt sundt. Jeg gjorde en masse nye, ekstra ting, så det er pisseirriterende, at jeg ikke kan sige, hvorfor det gik galt. Jeg mistede hovedet, modet og håbet,” siger Dennis Ceylan.
Foto: Wende.