lørdag, 27. juli 2024

Bokser og promotor – det kræver dobbelt overskud, energi, tid, fokus… alt!

Det er en form for en drøm, som lørdag aften går i opfyldelse for Haris Dzindo (11-0). Her står han øverst på plakaten i hovedkampen på det stævne, som han – til trods for, at tysk-kroatiske Dalibor Ban formelt er stævnets promotor – selv arrangerer i den by, der trods hans bosniske rødder må betegnes som hans hjemby.
Det er ikke tit, at vi på disse breddegrader oplever, at en bokser reelt er promotor og bosker på samme tid. Haris Dzindo har vist eksempler på, at han inden for begge felter ikke er helt ueffen, men om han kan nå op på et højere niveau inden for begge områder, er stadig et åbent spørgsmål – og spørgsmålet er endnu mere åbent i forhold til, om begge dele kan lade sig gøre på samme tid.
Enhver, der har prøvet at lave events, ved, at det koster kræfter, energi, fokus og ikke mindst en farlig masse tid. Det store spørgsmål er derfor, om Haris Dzindo formår at holde det nødvendige fokus på det rent sportslige. For selvom 40-årige David Makaradze (17-11-1) fra Georgien objektivt set bør være en modstander, der er til at overkomme, er han uden sammenligning den hidtil bedste, som Dzindo har mødt. Under tunger vil – endda med rette – kunne påpege, at det ikke siger alverden, for Dzindo har i sine hidtidige 11 profkampe ikke ligefrem mødt skræmmende modstandere.
David Makaradze er heller ikke decideret skræmmende, men han er på BoxRec’s computerrangliste placeret flere end 100 pladser højere end Dzindo. Makaredze ligner en bokser, som Dzindo ikke behøver lede efter. Han er ikke specielt hurtig, men kommer fremad og søger kampen i et adstadigt tempo. Det vil næppe være nogen god idé for Dzindo at gå i infight med ham, for det er her, georgieren virker stærkest. Til gengæld vil han komme til kort, hvis Dzindo kan få gang i sit jab og bevæge sig rundt om ham.
Det er værd at bemærke, at David Makaredze reelt er en mellemvægter, der bliver pustet et par vægtklasser op til opgøret. Alligevel kan han altså blive besværlig, hvis han formår at få lokket Dzindo i infight – og hvis Dzindo ikke er tilstrækkelig fokuseret, fordi det har taget for meget af hans opmærksomhed at arrangere stævnet.
Kampen er sat til otte omgange og gælder et par småtitler hos små og mindre betydelige forbund. Disse titler behøver boksefans ikke tænke så meget over. Det sportslige aspekt er derimod væsentligt mere interessant, for hvis Haris Dzindo har ambitioner om at nå langt inden for professionel boksning, skal han naturligvis vise sig bedre end Makaredze.
På det rent kommercielle plan ligner Haris Dzindo en fyr, der har omtrent lige så meget talent som oppe i bokseringen. Han er tilsyneladende god til at skaffe sponsorer, og det er en evne, der ikke skal underkendes. Det er besværligt at få boksestævner til at løbe rundt, og hvis det lykkes for Haris Dzindo, er det en præstation i sig selv – også selvom stævnet ikke er på Las Vegas-niveau.
En revanche, som SKAL vindes
To danskere er at finde på undercardet ved stævnet i Vinding, som er en forstad i den sydlige ende af Vejle. Puriya Haidari (9-2) blev i fjor nummer to i TV3’s underholdningsprogram Robinson Ekspeditionen, men når han lørdag aften møder Mirko Jovic (2-13) fra Serbein, er der på ingen måde råd til at blive nummer to.
Det var nemlig den placering, som Haidari fik, da de to mødtes for snart to år siden. Deres kamp endte med et højst overraskende og lidt halvpinligt dansk pointnederlag, men det skal der rettes op på ved denne lejlighed. Det bliver der også. Selvom Haidari med sine 34 år ikke har sine største bokseår foran sig, er han alt for god til at have sådan et nederlag stående som karrierens sidste bedrift. Jovic er tidligere på året blevet sat effektivt på plads af både Heva Sharif og Oliver Møllenberg, og det kan Puriya Haidari også gøre.
27-årige Michael Nielsen (1-0) er sidste dansker på programmet. Han er i gang med et profeventyr, der næppe kommer til at kaste en lang karriere med mange store titelkampe af sig. Derfor kan eventyret og oplevelse godt være stort, og det er nok det håb, Michael Nielsen skal klamre sig til. Profdebuten før sommerferien blev lidt rodet, og denne gang ved han absolut intet om, hvilken modstander der venter. Blot et døgn før stævnet fik han besked om, at den oprindelige modstander alligevel ikke dukker op, og at han skal forberede sig på at møde en ungarsk debutant ved navn Orsos Lazlo.
Hvem denne Orsos Lazlo er, og hvad han indeholder, bliver spændende at se. Michael Nielsen ved end ikke, hvor gammel hans modstander er, eller hvor meget han har bokset som amatør.
International gevinst
Stævnet giver desuden mulighed for at se den tysk bosatte englænder Freddy Kiwitt (16-2) i aktion. 29-årige Kiwitt bokser i weltervægt, og han var for år tilbage en bokser, som tyske Sauerland satsede på. Det løb ud i sandet, og Kiwitt forsøger nu at sparke gang i karrieren hos andre promotorer. Også han har i sidste øjeblik fået en ny modstander i form af georgiske Nika Nakashidze (7-9-1). Hans rekordlister indikerer, at han er en solid journeyman, der leverer hæderlig modstand. Under alle omstændigheder kan Freddy Kiwitt sagtens ende med at blive aftenens sportslige højdepunkt.
Aftenens femte og sidste opgør står mellem Almir Skrijelj (12-2) fra Montenegro og Matti Schaffran (5-3) fra Tyskland. De mødes i en kamp, der gælder UBF’s europæiske titel i mellemvægt.
Stævnet, der også indeholder flere kickboksekampe, begynder klokken 18. Det er ikke muligt at sidde hjemme foran skærmen og følge med, så der er kun én løsning, hvis man vil se boksning: Mød op i arenaen.

Seneste historier