Adam Bashanov (2-2) er med på programmet, når der den 19. januar er Nordic Fight Night i Struer. Her møder han bulgarske Ivan Nikolov (2-5-1).
“Jeg glæder mig virkelig. Jeg får altid den vildeste opbakning i Struer, og jeg gør altid alt, hvad jeg kan, for at betale tilbage ved at give publikum en kanon oplevelse. Jeg lover, at folk får et godt show den 19. januar, og at jeg viser noget flot teknisk boksning,” siger Adam Bashanov ifølge en pressemeddelelse.
Adam Bashanov har i to af sine fire profkampe haft ualmindeligt hårde modstandere, og her er det da også endt med nederlag. De to øvrige kampe er vundet, men man kan uden at fornærme nogen godt sige, at Adam Bashanov endnu har til gode at virke rigtigt overbevisende.
Det skulle der være gode muligheder for mod den 39-årige Ivan Nikolov, som ikke bør volde Bashanov problemer.
Foto: KGZ Fougstedt.

