torsdag, 19. september 2024

Ali Mohamed ser frem til comeback

Efter en pause, der kommer til at overstige to år, vender Ali Mohamed (5-0) efter planen tilbage til ringen den 4. juli, når Q Pro Boxing arrangerer sit første egentlige stævne, som finder sted i Aabenraa. 22-årige Ali Mohamed glæder sig over udsigten til endelig at komme i ringen igen, og trods den lange pause har han store sportslige ambitioner.
“Først og fremmest skal jeg tilbage i ringen, men så er målet også at blive europamester. Jeg tager dog en kamp af gangen, men jeg ved hvad det kræver,” siger Ali Mohamed ifølge en pressemeddelelse.
Ali Mohamed fem hidtidige kampe har fundet sted i regi af Danish Fight Night/Mogens Palle, men nu prøver superbantamvægteren sig af i et nyt regi.
“Jeg har ikke bokset de seneste to år, og det har ikke været ideelt. På mit stadie i karrieren vil man gerne have nogle kampe. Jeg søgte nye veje, og det her projekt ser spændende ud. Det virker som om, at Q Pro Boxing vil nytænke boksning, og jeg vil gerne være med til noget nyt, og til at bygge noget stort op,” lyder det fra Ali Mohamed.

Seneste historier