søndag, 26. maj 2024

Ali Mohamed mod rutineret ungarer

Ali Mohamed (5-0) vender efter to års fravær tilbage til ringen den 4. juli, når Q Pro Boxing arrangerer stævne i Aabenraa. Her skal den lille og teknisk meget velfunderede superbantamvægter i ringen mod ungarske Jozsef Ajtai (22-14). Det er en mand, som Ali Mohamed har den fornødne respekt for.
“Han har mødt nogle af de tidligere verdensmestre og har gået alle omgange med en dobbelt Olympisk guldvinder. Han ved hvad han laver i ringen,” siger Ali Mohamed ifølge en pressemeddelelse.
Ungareren er blevet stoppet i 12 ud af sine 14 nederlag, men af dem, der ikke formåede at stoppe ham, men måtte gå 10 omgange for at besejre Ajtai, er kineseren Shiming Zou, der som amatør vandt OL-guld i både 2008 og 2012, mens han i 2004 måtte nøjes med en bronzemedalje. Han har desuden vundet tre VM-guld- og en enkelt VM-sølvmedalje.
Ali Mohamed boksede senest i sommeren 2017, og han ser derfor frem til at vende tilbage til faget.
“Jeg er både spændt og nervøs for at komme tilbage i ringen. Jeg har næsten glemt hvordan det er at stå deroppe, men jeg er klar,” siger han.

Seneste historier