fredag, 4. oktober 2024

Akbari cruisede den forventede pointsejr hjem

Det forløb helt som forudset, da Payman Akbari (4-0) sikrede sig sin fjerde sejr i lige så mange kampe med en pointsejr over Cristian Narvaez (16-29-6): Nicaraquaneren forsøgte at flygte og komme i så lidt kamp som muligt, mens Akbari jagtede den mulighed, der kunne sikre ham en lidt mere lækker sejr end på point. Den åbning fandt han aldrig, og det blev derfor til den forventede danske pointsejr.
Der var ikke den store tvivl om, hvad Cristian Narvaez ønskede at opnå med turen til Vestjylland: Udover at hæve lidt euro ønskede han at kunne prale af at have gået tiden ud. Og det lykkedes han med.
Allerede i 2. omgang viste Akbari begyndende frustration over, at nicaraquaneren havde sat sig godt til rette på cyklen for at drøne rundt langs tovene – længst muligt væk fra Akbaris slaghånd. Det er en taktik, som Narvaez har brugt adskillige gange, når han har været på udebane, og han er så tilstrækkelig teknisk velfunderet, at han formår at slippe væk fra de værste øretæver – uden at han kommer i nærheden af at vinde.
I 3. omgang lykkedes det Akbari at komme ind med en dyb træffer. Desværre var den også for dyb, og Narvaez havde utvivlsomt spillet skuespillet fuldt ud, hvis han havde fået muligheden for det. Kampen kunne dog fortsætte efter det samme mønster: Akbari jagtede en åbning. Den fanndt han med jævne mellemrum, men han fik aldrig for alvor ram på sin modstander.
Det lykkedes ved flere lejligheder Akbari at få presset sin modstander op i ringhjørnet. Selvom det i sådan en situation er vanskeligt at komme ind med en dyb venstre – især når modstanderen er væsentligt mindre, som det var tilfældet for Akbari – lykkedes det flere gange. Narvaez lod sig dog ikke synderligt mærke af det.
Payman Akbari fik dog gjort sig den erfaring at gå seks omgange, og han vandt helt som forventet med 60-54 hos alle tre dommere.

Seneste historier