onsdag, 18. september 2024

31.10 Wallin overvejer trænermulighed

Den svenske sværvægter Otto Wallin har stadig ikke taget nogen endelig beslutning om, hvor han vil træne i fremtiden. Op til sin seneste kamp trænede han i København hos Joey Gamache, og derfor var det også amerikaneren, som var i hjørnet, da Wallin i lørdags vandt sin tredje sejr i lige så mange kampe.
 
“Da jeg havde ladet op hos ham, var det naturligt, at han også var med til kampen. Mit indtryk er, at han er en meget kompetent træner og har meget erfaring. Han arbejder hårdt for, at hans boksere skal blive så gode som muligt. Hans cv siger en hel del, han har haft trænerlegenden Emmanuel Steward som kollega og blandt andet deltaget i nogle af Wladimir Klitschkos træningslejre,” siger Otto Wallin i et interview med magasinet Fightermag.se.
 
Det er dog endnu uvist, om Gamache også skal være i svenskerens hjørne, når det næste gang går løs mellem tovene.
 
“Jeg har ikke taget nogen beslutning om, hvor jeg vil træne op til min næste kamp,” siger han.
 
Det er foreløbig blevet til tre kampe som professionel for den unge sværvægter. Alle tre kampe er endt med overbevisende knockout-sejre mod modstandere, der ikke har haft en skræmmende kvalitet. Men foreløbig har det også handlet om at vænne sig til at bokse som professionel.
 
“Den største forskel er, at handskerne er så meget tyndere end som amatør. Det gælder om ikke at tage noget for givet og arbejde hårdt hver dag,” siger Otto Wallin.
 
Foto: Wende.

Seneste historier