Ifølge knock-out.dk’s oplysninger er det amerikaneren Derek Edwards (27-5-1, 14 KO), som på mandag vil blive annonceret som modstander til Erik Skoglund (23-0, 11 KO) til Nordic Fight Night-stævne i Nyköping den 19. december.
Det er en modstander, som Erik Skoglund har stor respekt for.
“Han er godt nok bare 177 centimeter høj, men ligesom Glen Johnson har han meget lange arme. Derek Edwards slår hårdt. Det beviste han, da han knockotede Badou Jack,” siger Erik Skoglund til sn.se og henviser til, at Edwards er den eneste, der har besejret den svenske WBC-verdensmester Badou Jack.
Det skete for halvandet år siden, hvor svenskeren blev stoppet allerede i 1. omgang.
Sn.se fortæller samtidig, at yderligere to boksere var inde i billedet som mulige modstandere til Erik Skoglund. Det drejer sig dels om amerikaneren Marcus Olveira (26-2-1, 21 KO), der tidligere har tabt en VM-kamp til Jürgen Brähmer, samt tysk-armeneren Karo Murat (27-2-1, 17 KO), som i det meste af sin karriere har været i stald hos Sauerland.
I 2008 vandt Murat EBU-titlen, og for to år siden udfordrede han Bernard Hopkins i en VM-kamp i USA.
Foto: Wende.