Den tidligere WBA- og WBC-verdensmester Anita Christensen håber stadig, at hun kan komme tilbage til bokseringen for at vise sit værd. 38-årige Christensen var senest i ringen i marts, hvor hun ved Anders Vesters stævne i Kjellerup boksede uafgjort mod amerikaneren Kaliesha West, men nui kan hun være på vej til at få kampe i Asien.
“Anders Vester har snakket med en thailandsk promotor, som allerede har et stævne den 25. september. Jeg har først lige fået tilbuddet, så det kan jeg ikke nå at blive klar til, men nu arbejder vi i stedet på en WBC-kamp i Vietnam, forhåbentlig en gang til november,” siger Anita Christensen til Randers Amtsavis.
Det er dog endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med danskerens karriere, men hun håber, det kan blive en realitet.
“Vi får klarhed over det hele efter den 25. september. Så må vi se, hvad vi kan blive enige om. Hvis der er penge i det, slår vi til,” siger hun.
Allerede før sommerferien tog Anders Vester kontakt til den tyske storpromotor Sauerland for at høre, om det kunne lade sig gøre at få Anita Christensen på programmet ved et stævne. Men umiddelbart ser det ikke sådan ud.
“Vi sendte dem noget materiale og håbede på, at de måske kunne skaffe mig et par kampe i år. Men de har haft så travlt med Mikkel Kessler og Super Six-turneringen, at vi slet ikke har hørt fra dem endnu. Det er vist ikke kun mig, der har oplevet det,” siger Anita Christensen.