31.05 Promotorer i dialog om Patrick-Mock

 

For første gang har der nu været konkret dialog mellem promotorerne bag Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) og Lolenga Mock (34-14-1, 13 KO) om en eventuel kamp mellem de to danskere. Chris Meyer, der er sportsdirektør hos Team Sauerland, har over for Mogens Palle udtrykt interesse i at lave kampen.
 
“Chris og Mogens talte sammen, og det var positivt. Men så fandt vi desværre ud af, at Patrick var skadet. Mock har en ret hård kamp foran sig på lørdag. Mendy er ikke en dårlig bokser, og han er bedre, end mange går og tror. Vi må se, hvordan kampen går, og så kan vi tage det andet op i den kommende uge,” fortæller Nisse Sauerland til B.T.
 
Mogens Palle vil vente med at tale om Mocks fremtid, til kampen mod Patrick Mendy på lørdag er overstået. Skulle det ende med et dansk nederlag, ser det hele nemlig helt ligegyldigt ud.
 
“Jeg er selvfølgelig åben over for at tale med Sauerland. Det er jo mig, der har været fremme i skoene og givet dem tre tilbud,” siger Mogens Palle til avisen.
 
Et nyt danskeropgør med Patrick Nielsen i det ene ringhjørne kan dog have den udfordring, at Palle og Sauerland har betingelser over for hver deres tv-station og derfor næppe vil være begejstrede for at sende deres bokser i kamp på en konkurrerende kanal.
 
Foto: Wende.

Seneste historier