Rudy Markussen sender en hilsen og ønsket om et godt resultat af sted mod sin staldkammerat Mads Larsen, der lørdag gør comeback efter en lang boksepause. Men Rudy Markussen håber samtidig, at en kamp mellem de to danskere kan blive en realitet.”Held og lykke til Mads med sit comeback. Og lad os se, hvis han gør det godt, så ville jeg elske at møde ham,” siger Rudy Markussen til sporten.dk.Både Larsen og Markussen er tidligere europamestre i supermellemvægt. Begge vandt titlen på udebane i Tyskland mod Danilo Haussler – og ingen af dem nåede nogensinde at forsvare bæltet. Men Markussen er sikker på, at det er ham, der vil stå som vinder af en intern kamp.”Jeg er sikker på, at jeg ville vinde kampen uanset hvad. Men jeg tvivler på, at Mads tør tage imod sådan en kamp. Det ville jo være en kamp, der afgøres hurtigt efter første gonggong,” siger Rudy Markussen, der foreslår, at vinderen kunne komme til at møde en helt tredje dansker.”Vinderen af den kamp kunne møde Kessler, det ville virkelig være en fed kamp. Mikkel blev også slået i gulvet for første gang i sin karriere mod Green, så jeg føler, at både Mads og jeg ville have en chance mod ham. Når alt kommer til alt, er det jo boksning, og det helt rigtige stød kan slå alle ud,” siger Rudy Markussen.Foto: Photo Wende.

