Promotor Kalle Sauerland har altid været fremragende til at snakke sine boksere op. Denne gang er det cruiservægteren Micki Nielsen (16-0, 12 KO), som får store ord med på vejen fra den tyske promotor.
“Ambitionen er en kamp sidst i 2015 om et VM-bælte. Med den slagkraft Micki har, så har han allerede i en meget ung alder vist, at han hører til på den allerstørste scene,” siger Kalle Sauerland til B.T.
Nuvel, ganske vist har Micki Nielsen udviklet sig enormt siden debuten i 2011. Dengang boksede han ikke – han slog bare som en besat. Det har han i løbet af et par år udviklet til at være i besiddelse af fornuftige bokseevner.
Det ændrer dog ikke noget ved, at Micki Nielsen villa være uden den fjerneste chance for sejr, hvis han blev matchet mod nogen fra verdenstoppen. Kalle Sauerland siger trods alt også, at den 21-årige dansker skal være klar til de store opgaver, inden han eventuelt bliver kastet i dem.
“Men han skal selvfølgelig være klar til det. Vi kommer ikke til at forcere ham. Den rigtige chance på det rigtige tidspunkt, men han har potentialet til en bælte-kamp,” siger promotoren.
Micki Nielsen er hovednavn, når der den 7. februar er Nordic Fight Night i Arena Nord i Frederikshavn. Hvem modstanderen bliver, er endnu ikke på plads, men også her kommer Sauerland med sine efterhånden velkendte ord:
“Vi arbejder på et navn så stort som muligt, så han kan blive udfordret på bedste vis.”
Foto: Wende.

