fredag, 11. oktober 2024

30.09 Vester vil tilbage som permanent promotor

Anders Vester har ikke mistet sine ambitioner, selvom han kun har arrangeret ganske få boksestævner, siden tv-kontrakten med TV2 udløb ved udgangen af 2002. Men den 26. marts næste år er han igen på banen med et stævne, og hvis det står til ham selv, bliver det ikke det sidste.

“Planen er, at jeg mindst skal arrangere to stævner i Kjellerup. Hvis begge bliver en succes, vil jeg meget gerne tilbage som permanent  boksepromotor. Markedet er i hvert fald til det i Danmark, hvor der er en åbning til en mand med min erfaring,” siger Anders Vester til aarhus.dk.

Siden 2002 har Anders Vester arbejdet som massør, men nu er han klar til igen at slå et slag for den professionelle boksning.

“Interessen for boksning er rekordstor i Danmark. Mogens Palle kommer næppe tilbage, og selvom Sauerland har proklameret stævner på dansk grund, tvivler jeg på, at det bliver så ofte, som de selv forudsiger. Jeg har masser af erfaring med at arrangere gode stævner i Danmark, og nu er tidspunktet kommet til at slå til igen,” siger Anders Vester.

Ved stævnet i Kjellerup bliver det den tidligere verdensmester Anita Christensen, der skal stå øverst på plakaten. Christensen har ikke været i ringen siden sommeren 2008, hvor hun tabte sine VM-bælter i bantamvægt, men hun har brugt ventetiden fornuftigt – nemlig til en familieforøgelse. Promotor Anders Vester har garanteret, at der kommer mindst en titelkamp yderligere på programmet.

Anders Vester er dog bekendt med, at det er altafgørende for, om han kan få succes som promotor, at han igen kan få en aftale med en tv-station.

“For at holde sig kørende som promotor skal der naturligvis tv-dækning til. Lige nu er interessen rettet mod Mikkel Kessler, men man skal huske på, at der er mange andre dygtige boksere i Danmark, der kan udvikle sig i samme retning som Kessler og levere underholdende boksning til danskerne,” siger Anders Vester.

Seneste historier