30.09 Amatørtalent: Lad mig debutere mod Hadifi

Den regerende danske og nordiske mester i letweltervægt, 24-årige Enock Poulsen, vil gerne være professionel. Og han vil gerne allerede fra sin første kamp vise, hvad han er værd. Derfor har han kontaktet promotor Mogens Palle og foreslået, at den 82-årige promotor lader ham debutere mod Osama Hadifi (11-2, 11 KO).
 
“Jeg udfordrer Osama, fordi jeg selv mener, at jeg er den bedste weltervægter i Norden. I amatørboksning er jeg regerende dansk og nordisk mester. De siger, at Osama er en hardhitter, og jeg vil gerne møde de bedste og pille dem ned en for en,” siger Enock Poulsen, der som amatør blandt andet har tre sejre over Mikkel Nielsen, som profdebuterer om to uger, til B.T.
 
Enock Poulsen deltog desuden i en OL-kvalifikationsturnering i Aserbajdsjan, hvor han besejrede en sydafrikansk bokser, men efterfølgende tabte til den lokale helt og derfor desværre ikke kvalificerede sig til OL i Rio.
 
Mogens Palle ser positivt på udfordringen, men han understreger, at det i sidste ende er op til Osama Hadifi, om han har lyst til at møde Enock Poulsen i dennes debut.
 
“Enock er en intelligent fyr, hvor den (hjernen, red.) snurrer rundt oppe i toppen af hovedet, du ved. Han har sendt mig en mail om, at han ønsker sig en professionel boksekarriere. Jeg sagde til ham, at jeg ikke stod og manglede folk, men han insisterede,” siger Mogens Palle.
 
Mogens Palle har endnu ikke annonceret dato og sted for sit næste stævne.

Seneste historier