Der var ikke tale om en engangsforestilling, da Johan Kimose for en måned siden arrangerede et professionelt boksestævne i Frydenhøjhallen i Hvidovre.
”Jeg har planer om at lave flere stævner, men jeg skal også have kigget lidt på økonomien, for det koster nogle penge at lave det. Så jeg skal have fat i nogle sponsorer,” siger Johan Kimose.
Ved stævnet boksede fluevægteren Fadia Idrissi sin fjerde kamp, mens både Morten Poulsen, Ole Carlsen og Kasper Hansen debuterede i bar overkrop. Ingen af de danske boksere tjente store penge på deres kampe, men det er netop en del af konceptet i Kimoses stald.
”Planen er, at vi vil have en boksestald, hvor bokserne er glade for at bokse, og hvor der vil være fair kampe. Jeg synes måske, at et par af kampene ved det seneste stævne var lidt for hårde, men jeg synes, at bokserne har vist deres værdighed som proffer,” siger Johan Kimose.
De tre danske debutanter blev ved stævnet i Hvidovre matchet hårdt, og kun Ole Carlsen slap fra debuten med en sejr.
”Det er det, folk vil se. Jeg tror ikke, de har lyst til at se kedelige gentagelser. De vil se noget med noget gang i,” siger Johan Kimose, der har planer om at sende sine boksere i ringen igen på den anden side af sommerferien.
”Til efteråret kommer der et stævne igen. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan det kan sættes sammen. Det er et spørgsmål økonomi,” siger han.

