mandag, 20. januar 2025

30.05 Heinze vil vaske den uafgjorte plet væk

Daniel Heinze (6-1-1, 2 KO) er klar til at vaske rekordlistens seneste plet væk, når han til Danish Fight Night den 17. juni igen træder ind i ringen mod Bruno Tavarez (9-0-1, 2 KO). De to mødtes ved det seneste stævne i april, og her sluttede opgøret efter tre omgange som teknisk uafgjort, da danskeren havde fået en grim flænge.
 
“Jeg var dybt frustreret over det dengang og er det stadig. Jeg har arbejdet meget på at forberede mig mentalt, så jeg ikke stresser oppe i ringen og ikke tager unødige chancer. Jeg var måske lidt ved siden af mig selv sidste gang, fordi jeg så gerne ville bevise noget over for mig selv,” siger Daniel Heinze ifølge en pressemeddelelse.
 
Dermed er det de seneste to gange, Heinze har været i ringen, ikke lykkedes ham at vinde, men det skal der laves om på denne gang. Det bliver der også, forsikrer Heinze, der ser det som en fordel, at han nu kender sin modstander.
 
“Han kender selvfølgelig også mig bedre nu. Men denne gang går jeg derop med en helt anden ro, og den del kan han ikke forberede sig på. Jeg skal fortsat presse ham baglæns, for det kan han ikke tåle. Jeg kunne også mærke sidst, at jeg er fysisk stærkere end ham,” lyder det fra Daniel Heinze.
 
Foto: Søren Woller.

Seneste historier