fredag, 13. december 2024

30.01 Bertino fik foræret sensationen

Den danske sværvægter Claus Bertino leverede karrierens bedste præstation mod den tidligere europamester Paolo Vidoz og hev en kontroversiel sejr hjem med 77-75, 77-75 og 76-76.
I de første fire omgange var kampen ganske tæt, og det var svært at skelne de to boksere fra hinanden på scorecardet.
I femte omgang tog Claus Bertino en slapper og så ud til at lade Paolo Vidoz vinde omgangen uden kamp. Til gengæld snuppede han sjette omgang knebent og kampen var helt tæt. Men i de sidste to omgange viste den tidligere europamester rutinen og viljen til at hive sejren hjem og burde have været manden der efter kampen havde stået med armene i vejret. Knock-out.dk havde den 77-75 til Paolo Vidoz.
Nu blev det Claus Bertino, der vandt. Selvom han syntes at have tabt leverede han en præstation, der giver forhåbninger for fremtiden. Glaskæben, der tidligere har kostet et grimt nederlag mod ordinære Humberto Evora, var gemt fuldstændig af vejen.
“Jeg er meget glad og synes selv, at jeg havde kampen under kontrol. Men han var meget hårdfør og pressede på konstant på med gode dybe slag. Men jeg stod fint imod presset,” fortalte Claus Bertino, som havde stor opbakning fra medrejsende fans fra den lokale bokseklub.
Med sejren over den tidligere europamester, der er rangeret som nummer otte hos EBU, rykker Claus Bertino, ind blandt de bedste i Europa
“Nu skal jeg hjem i træningslokalet og arbejde videre, så jeg kan holde tempoet alle otte omgange fremover. Med mere sparring i bagagen bliver jeg endnu stærkere,” lovede Claus Bertino, som håber på flere kampe i nær fremtid.

Seneste historier