Andreas Lynggaard (1-0, 0 KO) vandt lørdag aften sin professionelle debut, da han efter fire intense omgange fik en fortjent sejr over Michal Vosyka (2-14-1, 1 KO) fra Tjekkiet.
Det var en to ivrige boksere, der kom ud til opgøret. Andreas Lynggaard ville selvsagt gerne levere en fornem præstation i sin debut,og Michal Voryka lignede en fyr, der havde ambitioner om at vinde.
Teknisk var Lynggaard uden tvivl den bedste af de to, og det var derfor også ham, som kunne sætte de første point i banken. Når tjekken slog, blev slagene ofte fanget i de danske parrader, og kort efter kunne Lynggaard med et venstre hook sørge for, at det var ham, som slap bedst ud af duellerne.
Michal Vosyka, der ved det seneste Nordic Fight Night i Valby tabte til Landry Kore, skal dog have den ros, at han ikke blot lagde sig frivilligt ned. Han kæmpede det bedste, han havde lært, men evnerne var bare ikke på niveau med danskerens.
I 3. omgang virkede det som om, Andreas Lynggaard havde bokset de værste debutnerver af sig. Han var nu en anelse mere afslappet, og det begyndte efterhånden at ligne en ganske sikker dansk sejr.
I sidste omgang måtte Lynggaard tage imod en enkelt hård træffer. Den blev dog sendt retur flere gange, og i kampens døende sekunder virkede Vosyka en anelse på hælene. Ingen var dog for alvor tæt på at gå i gulvet, og derfor blev det til den forventede danske pointsejr.
Andreas Lynggaard vandt med 40-36 hos alle tre dommere.
Foto: Wende.

