mandag, 20. januar 2025

29.10 Mock sled sig til endnu en pointsejr

Lolenga Mock (37-14-1, 13 KO) måtte endnu engang igennem 10 opslidende omgange, men endnu engang endte det succesfuldt, da Mock besejrede den franske mester Nicolas Dion (16-4, 2 KO). Med sin vanlige stil med masser af pres blev franskmanden kørt træt, og den 44-årige dansk-congoleser kunne efter de 10 omgange fejre den sjette sejr på mindre end et år.
 
Helt som ventet behøvede Lolenga Mock ikke lede efter sin modstander. Franskmanden var med al ønskelig tydelig ikke blot kommet til København for at hæve en check, og hans stil påbyder ham at gå fremad og opsøge fighten.
 
Efter et par indledende omgange, der i høj grad gik med at bytte træffere, fik Mock i 3. omgang for første gang rystet Dion. En højre til kæben af den franske mester havde masser af virkning, og da Dion efterfølgende blev ramt af flere rene træffere, måtte han vise sig fra sin sejeste side for at holde sig på benene.
 
Efter en omgang, hvor Nicolas Dion var hårdt presset, faldt der lidt mere ro på i den næste. Lolenga Mock var dog begyndt på det opslidningsslag, som hans kampe hver gang udvikler sig til. Danskeren med de congolesiske rødder bokser rimeligt monotont uden de store eksplosioner, men han er så pågående, at han som regel formår at tappe modstanderne for kræfter.
 
Et opslidningsslag var dog ikke noget, Nicolas Dion var bange for at kaste sig ud i. I hvert fald stillede han sig fint til rette med fronten mod Mock og gav sig til at bytte slag. 
 
Tidligt i 6. omgang virkede Dion igen rystet. Mock ramte med en højre til kæben, og franskmanden gav sig omgående til at cykle rundt i ringen. En reaktion, der blot fik Mock til at angribe endnu mere offensivt, uden at det dog lykkedes ham for alvor at få Dion på krogen.
 
Som kampen skred frem, begyndte den stille og roligt at ligne de seneste kampe, Mock har haft: Den 44-årige Mock maser stille og roligt luften ud af sin modstander, og over en lang distance viser han sig som den stærkeste og mest udholdende bokser. I kampens første halvdel vandt Nicolas Dion nok et par omgange, men efterhånden som midten blev krydset, satte Mock sig mere og mere på kampen.
 
I sidste omgang flyttede Mock sig noget mere rundt i ringen end vanligt. Danskeren har følt sig sikker på, at han var foran på point og tog derfor ikke de store chancer.
 
Lolenga Mocks antagelse var helt korrekt, for kort efter blev han udråbt som vinder med cifrene 98-92, 98-92, 99-91.
 
Knock-out.dk scorede kampen 98-93 til Lolenga Mock.

Seneste historier