fredag, 20. september 2024

29.10 Kessler overvejer fortsat fremtiden

Det er efterhånden fem måneder siden, at Mikkel Kessler senest var i ringen. Ved den lejlighed tabte danskeren sit WBA-bælte i London mod Carl Froch, og siden har den 34-årige vikingekriger overvejet, om han skal fortsætte karrieren, eller om det er tiden til at hænge handskerne på hylden.
 
“Han går og overvejer, om han skal fortsætte eller ej. Der er flere parametre, der spiller ind. Det er jo en stor beslutning, som ikke bare skal jages igennem. Hvis han vælger at stoppe, skal han være helt sikker på at stoppe. Og hvis han vælger at fortsætte, er det en lige så stor beslutning,” siger Mikkel Kesslers manager, Allan Back, til B.T.
 
Om nogle måneder skal Mikkel Kessler være far for første gang, men også hans egen krop spiller ind i bokserens overvejelser, når han skal beslutte, om karrierenskal fortsætte.
 
“Jeg har ikke fået noget klart svar fra ham, om han stopper eller ej. Det tror jeg, han er lidt i tvivl om. Men han har haft meget modgang i sin karriere. Mest på grund af skader, skader og atter skader. Jeg vil tro, det nok mest er det, der afgør det. Der er jo mange, der bokser, selvom de får børn,” siger Ricard Olsen, der har trænet Mikkel Kessler gennem størstedelen af hans karriere.
 
Efter nederlaget mod Carl Froch sagde Mikkel Kessler, at han ville overveje beslutningen i et par måneder. Han er endnu ikke nået frem til noget resultat, og det skyldes til dels også, at han kigger på, hvem der kan være af mulige modstandere, hvis han vælger at fortsætte. Mikkel Kessler gider ikke bokse på sekundaniveau.
 
“Jeg ved, at han overvejer, om det er det hele værd. Det hele tages ind i hans overvejelser, og det gør jo også, at beslutningen ikke bliver taget på et par måneder,” siger Allan Back.
 
Foto: Wende.

Seneste historier