Jonas Madsen (6-0, 1 KO) vandt for første gang på knockout, da georgiske Beka Aduashvili (18-8, 8 KO) med et højrekryds blev sendt i brædderne og talt ud. Danskeren boksede igen en offensiv og seværdig kamp, men der er stadig utrolig meget at lære for den talentfulde århusianer.
Jonas Madsen lagde ud i vanlig offensiv stil og søgte kampen. Venstrejabbet sad lige fra begyndelsen ikke helt så godt, som det ved nogle lejligheder har gjort, men når Madsen kom tættere på Aduashvili, blev der fyret bomber af.
Beka Aduashvili viste sig som en ganske kompetent modstander, der bød Jonas Madsen op til kamp og især sigtede efter danskerens dybe regioner. Jonas Madsen virkede dog for stærk, og både højt og dybt sørgede han for at ramme ofte og effektivt.
Det at træde et skridt tilbage fra slagsmålet for at få det store overblik, virker ikke som noget, der behager Jonas Madsen. Det gav pote i 3. omgang, hvor georgieren blev knaldet i kanvassen. Her valgte han at blive, indtil kamplederen havde talt til 10.