søndag, 12. januar 2025

29.10 Enock Poulsen debuterede med flot sejr

Efter en særdeles lovende profdebut kunne Enock Poulsen (1-0, 0 KO) efter fire omgange udråbes som vinder mod georgiske Kakha Avetisian (45-38-1, 27 KO). Danskeren viste et stort potentiale, og han er uden tvivl en berigelse for Mogens Palles boksestald.
 
Enock Poulsen viste hurtigt i kampen prøver på, at han er i besiddelse af et stort talent. Den jyske, danske og nordiske mester boksede klogt og velovervejet, og at det var en særdeles rutineret herre, han stod over for, lod ikke til at imponere ham voldsomt.
 
Avetasiani søgte gerne kampen, men han blev mødt af en velboksende dansker, der med sit lange venstre jab, serier og en god bevægelighed hurtigt fik kontrol over begivenhederne.
 
Mod slutningen af 3. omgang begyndte georgieren for alvor at vise tegn på, at han følte, det var en vanskelig modstander, han var kommet op imod. Et par dybe træffere fra danskeren havde sat sig, og Avetisiani virkede på dette tidspunkt glad for, at det kun var en kamp sat til fire omgange, han var kommet til Danmark for at bokse.
 
Georgieren sled tovene i sidste omgang og gjorde ærligt talt ikke ret meget for at komme mere end højst nødvendigt i infight med Enock Poulsen.
 
Alle tre dommere scorede kampen 40-36 til Enock Poulsen.

Seneste historier