søndag, 12. januar 2025

29.10 Ali Mohamed vandt stort på point

En sejr før tid var inden for rækkevidde. Alligevel måtte Ali Mohamed (3-0, 1 KO) til syvende og sidst tage til takke med en tårnhøj pointsejr over portugisiske Mario Goncalves (1-5, 0 KO). Det er han sikkert udmærkert tilfreds med, og kampen beviste endnu engang, at Ali Mohamed er en særdeles talentfuld bokser, der meget muligt kan have en stor boksefremtid foran sig.
 
Ali Mohamed lagde ud på vanligt højt teknisk niveau. Den blot 19-årige østjyde er rigtig hurtig på hænderne, og han viste flere gode undvigelser, hvor han efterfølgende svarede igen med kontrastød.
 
Begge boksere måtte i 2. omgang en tur ned og røre kanvassen, og selvom Goncalves gav udtryk for, at mente at have scoret et knockdown, blev der ikke talt over nogle af de to boksere.
 
I 3. omgang syntes portugiseren et kort øjeblik rystet. Endnu engang formåede Ali Mohamed at krydse sin venstre direkte ind på Goncalves’ kæbe. Rystelsen var dog ikke værre, end at den hurtigt gik over, og portugiseren gav i det hele taget danskeren en fin kamp, selvom han ikke formåede at komme tæt på at vinde.
 
Kombinationen af to boksere med forskellige fodstillinger giver ofte nogle lidt rodede kampe, og denne var ingen undtagelse. Men selvom især portugiseren ved flere lejligheder havnede i gulvet efter noget, der lignede slynggreb, blev det aldrig rigtigt beskidt. Vanvittigt velbokset blev det dog heller ikke.
 
I 5. omgang var der tæt på at falde en afgørelse, da Ali Mohamed fik rystet portugiseren voldsomt, og Goncalves måtte tage tælling hængende i tovene. Han blev klar, og meget rutineret sørgede han for, at der i samme øjeblik var behov for at rette på hans sko. Det tog meget belejligt i nærheden af 100 år.
 
Goncalves formåede derfor at ride stormen af og blive benene i alle seks omgange. Han kunne dog ikke forhindre det kæmpestore nederlag på point. To dommere scorede kampen 60-53 til Ali Mohamed, mens den sidste havde 60-52.

Seneste historier