Dina Thorslund (3-0, 2 KO) nåede ikke at få meget sved på panden, da hun allerede tidligt i 1. omgang stoppede Jasna Curcin (1-4, 1 KO) og sikrede sig sin tredje sejr som pengebokser.
Den 19-årige tøs fra Serbien var chanceløs, og kampen var ikke mange sekunder gammel, før det stod klart, at hun ville få klø og blive stoppet tidligt.
Thorslund slog godt fra sig, og med sin venstre fik hun flere gange stemplet sig ind i hovedet på den stakkels serber. Blot et minut var der gået, da Curcin blev presset op i ringhjørnet og overdænget med slag. Hun gik ned, og kampleder Freddy Rafn så – helt fornuftigt – ingen grund til at tælle.
Han vinkede blot det ulige opgør af og udråbte Dina Thorslund som vinder på teknisk knockout.

