lørdag, 19. april 2025

29.05 Thomsen håber på sejr før tid

Kim Thomsen (1-0, 0 KO) er på hjemmebane i Holstebro, når han i aften møder Slobodan Jankovic (1-1, 1 KO) ved Team Vester-stævnet i Den Sorte Box. Det er en aften, som den nu 40-årige cruiservægter ser frem til.
 
“Nerverne er begyndt at komme. Det har jeg ikke haft i 15 år. Det hele kører bare, og jeg er snotforvirret,” siger Kim Thomsen til Dagbladet Holstebro.
 
Thomsen var for en måned siden igennem en hård debutkamt, og denne gang møder han en 10 år yngre serber, der har bokset to kampe.
 
“På papiret er det en nemmere modstander end i min første kamp som professionel, men det kan du ikke regne med. I boksning er det heldigvis sådan, at et stød kan være nok,” siger Kim Thomsen, der intet kendskab har til, hvad der venter ham i ringen.
 
“Jeg aner ikke, om han er venstrefodet eller højrefodet bokser. Han har to arme og to ben,” siger han.
 
Kim Thomsens kamp er sat til seks omgange, men han lægger ikke skjul på, at han meget gerne vil stoppe sin modstander før tid. Det er især den store opbakning fra tilskuerpladserne, der giver ham det ønske.
 
“Kommer der 700 tilskuere, kender jeg de 600. Det er helt vildt. Jeg håber, der bliver godt fyldt,” lyder det fra Kim Thomsen.

Seneste historier