Endnu engng lykkedes det Nicolai Stougaard (2-0, 2 KO) at få en hurtig sejr, da han fredag aften indledte Vesters stævne i Holstebro ved at møde Goran Ristic (1-13, 1 KO).
Kampen blev stoppet allerede i 1. omgang, da Stougaard havde sendt den stakkels modstander i gulvet to gange.
I modsætning til debutkampen for en måned siden, boksede Stougaard denne gang lidt mere roligt og forsøgte at bevare overblikket. Han nåede da også at vise, at han trods alt indeholder en vis mængde boksning, selvom det stadig er umuligt at sige noget om, hvor langt han kan nå.
Ristic blev først sendt i gulvet efter et par dybe træffere. Han var faktisk ved at ryge helt ud af ringen, men han kom op, selvom det her var tydeligt, hvordan det ville gå. Ristic, som ikke er andet end en bums, røg ned igen, og kampen blev stoppet efter 2.47 minutter af 1. omgang.

