29.04 Pierre Madsen vandt efter vild kamp

Et helt igennem underholdende sværvægtsbrag endte med dansk sejr, da Pierre Madsen (2-0, 1 KO) efter seks forrygende omgang besejrede portugisiske Bruno Susa (1-1, 1 KO). De to boksere stod i seks omgange over for hinanden og byttede slag – til publikums meget store tilfredshed.
 
Der var da heller ikke gået ret mange sekunder af 1. omgang, før Pierre Madsen for første gang havde presset portugiseren op mod tovene. Susano svarede imidlertid igen, men danskeren formåede i kraft af sin større fysiske styrke at sætte kampens første point ind på kontoen.
 
Det billede fortsatte også i de efterfølgende omgange, hvor danskeren presse og fik point på sin fysik, mens Susano var farlig med enkelte stød. I 3. omgang blev Pierre Madsen flere gange truffet rent med portugisernes venstre hook, men Mureren Fra Lyngby, som han bliver kaldt, åd stødene uden at blinke.
 
I 4. omgang kom der for alvor knald på. Først ramte Susano igen med sin farlige venstre, og igen åd Pierre Madsen tilsyneladende slagene uden at blinke. Derefter fortsatte han som en anden Brian Nielsen i flæsket på sin modstander og rystede ham.
 
Også i den efterfølgende omgang kom publikum op af stolene, da de to boksere mere eller mindre skiftedes til at ryste hinanden. Først var portugiseren ret presset og fik tilmed en blodtud, og efterfølgende blev Pierre Madsen ramt rent – igen af Susanos venstre – og han virkede rystet, da næstsidste omgang blev ringet af.
 
I sidste omgang var Susano voldsomt presset og tæt på at blive stoppet. Kampleder René Larsen valgte dog at nøjes med at tælle over en stående portugiser, da Pierre Madsen havde presset ham op i hjørnet. Resten af omgangen var ren overlevelse, og det lykkedes.
 
Dommerne scorede kampem 59-54, 59-54, 60-53 til fordel for Pierre Madsen.

Seneste historier